Politiet jubler: Ikke så meget som et lommetyveri til åbning

Åbningen af Aarhus 2017 forløb fuldkommen udramatisk set fra politiets side. Ja nærmest eksemplarisk

01:00

Politiinspektør Jesper Bøjgaard Madsen fra Østjyllands Politi er en glad mand her til morgen.

Han havde det koordinerende overblik over politiets indsats ved åbningen af kulturhovedstadsåret i Aarhus i aftes. En åbning der forløb lige efter planen.

- Der var masser af mennesker, god stemning og glæde og godt humør. Det var alt i alt meget positivt, siger Jesper Bøjgaard Madsen til TV 2 | ØSTJYLLAND. 

Læs også Vilde billeder: Se højdepunkter fra kulturåbningen her

Faktisk har aarhusianerne tilsyneladende opført sig så eksemplarisk, at det ikke blev til en eneste anmeldelse blandt de cirka 70.000 mennesker, der var på gaden. 

Læs også Publikum roser åbningen: Det var storslået og super flot

- Da jeg tog derfra omkring midnat, var der ikke kommet en eneste anmeldelse om eksempelvis lommetyveri, og det er jo fedt, når der er så mange mennesker samlet, at de alle kunne opføre sig ordentligt, siger politiinspektøren.

En enkelt anholdelse blev det til i løbet af dagen, men det er ifølge politiinspektøren ikke noget, der skygger for det samlede billede. 

Læs også 70.000 mennesker i gaderne åbnede kulturåret

En 19-årig mand havde fremsat nogle temmelig ukonkrete trusler mod arrangementet på det sociale medie Jodel, og han blev hevet med ind til politiet.

Han blev anholdt klokken 11.55 og løsladt klokken 18.45 – altså før arrangementet fandt sted.

- Det er ikke noget, der skygger for det samlede billede, men han er sigtet for trusler og for offentligt at have tilskyndet til forbrydelser, siger Jesper Bøjgaard Madsen. 

  Foto: Kim Haugaard - Scanpix

Men truslerne blev altså vurderet til at være så meget under bagatelgrænsen, at manden godt kunne være på fri fod, mens arrangementet blev afholdt.

Generelt var Østjyllands Politi synlige i gadebilledet i aftes, og det var der god grund til.

- Vi har gjort meget ud af, at vi var der for at være klar, hvis vi skulle ske noget, men det skete der heldigvis ikke. Vi havde styr på det, så det var super dejligt, siger Jesper Bøjgaard Madsen. 

Øverst i artiklen kan du se to politifolk på motorcykler, der kæmper sig igennem menneskemængden. 

01:16

VIDEO: Se højdepunkter fra lørdagens folkefest.

Luk video