Politiet jagter maskeret blotter
Politiet sætter ekstra ressourcer ind på at fange ung knallertkører, der står bag 11 seksuelle overfald i det vestlige Århus.
Politiet i Århus har intensiveret jagten på en ung knallertkører, der står bag en række seksuelle overfald på drenge i det vestlige Århus.
Den unge mand er maskeret og udser sig typisk sine ofre på cykel- og gangstier i Brabrand, Hasle og Tilst. Det seneste overfald fandt sted søndag aften, hvor en 14-årig dreng blev antastet bag en støjmur på Hasle Ringvej.
Gerningsmanden har i flere tilfælde blottet sig for sine ofre, og under trusler om vold har han desuden tvunget sig til anden kønslig omgang end samleje.
Politiet har nu sat ekstra ressourcer ind i efterforskningen af sagen, og politiet beder offentligheden om hjælp til at fange forbryderen.