Politiet jagter flugtbilist

Kørte over for rødt lys og påkørte 25-årig bilist

Foto: Google Maps

En ukendt bilist kørte fredag eftermiddag kl. 17.45 over for rødt lys i krydset Anelystvej/Viborgvej i Tilst i Aarhus.

Den ukendte bilist ramte derved en 25-årig mandlig bilist, som kom kørende mod øst ad Viborgvej. Den ukendte bilist valgte efter uheldet at flygte fra stedet.

- Når man er involveret i et færdselsuheld, så stopper man altså op. Dels for at sikre at modparten ikke er kommet alvorlig til skade og har brug for hjælp, og dels for at udveksle informationer til en eventuel skadesindberetning, siger vagtchef hor Østjyllands Politi Klaus Hvegholm Møller til TV 2 | ØSTJYLLAND.

- Hvis man ikke stopper op, så bliver man altså straffet for det. Det er en grov forseelse. Vi skal passe godt på hinanden, fortsætter han.

Østjyllands Politi er allerede på sporet af den ukendte bilist. Et vidne, der overværede hændelsen, fulgte efter flugtbilisten og aflæste nummerpladen.

- Det var en Fiat Punto med registreringsnummeret AH 82 973. Vi leder lige nu efter bilen, men ved endnu ikke, hvem føreren er, siger vagtchef Klaus Hvegholm Møller.

Østjyllands Politi modtager henvendelser i sagen på tlf. 114.