Politiet jagter farlig flugtfange
En 35-årig mand stak af, da han skulle mentalundersøges. Manden er sigtet for at overfalde ekskæreste med økse.
Politiet er på jagt efter en 35-årig mand, der er stukket af i forbindelse med en mentalundersøgelse på Psykiatrisk Hospital i Risskov.
Indtil gårsdagens flugt sad Martin Kirkegaard Sørensen varetægtsfængslet i Århus Arrest, sigtet fra at have overfaldet en 28-årig ekskæreste med en økse. Overfaldet fandt sted i Silkeborg i oktober sidste år.
Politiet betegner Martin Kirkegaard Sørensen som psykisk ustabil, og han kan være farlig i pressede situationer. Siden gårsdagens flugt har han opsøgt en adresse i Silkeborg, hvor han formentlig forventede at finde den 28-årige ekskæreste. Den 28-årige befandt sig dog ikke på adressen, og Martin Kirkegaard Sørensen forlod derfor stedet med uforrettet sag.
Martin Kirkegaard Sørensen er 173 cm høj, er kronraget og har en del tatoveringer på venstre overarm.