Politiet jagtede hurtig Porsche

To mænd brød flere færdselsregler under deres flugt

Foto: Colourbox / Google Maps. Collage: TV2OJ

Hvis man er dansker og kører i en bil til 2,3 millioner kroner på tyske nummerplader, skal ikke tiltrække sig alt for stor opmærksomhed i trafikken.

Det fandt en 20-årig mand ud af i går aftes. Sammen med en bekendt kørte han ifølge Østjyllands Politi med høj hastighed ad Åby Ringvej i Aarhus.

En politipatrulje fik øje på de to mænd, der kørte i en hvid Porsche Panamera, og satte efter dem med sirenerne tændt.

Den høje lyd og de blå blink virkede dog ikke afskræmmende på mændene, som blandt andet fortsatte med rødt lys over krydset ved Hasle Ringvej og Haslegårdsvej.

Jagten endte ved Torpevænget, hvor både den 20-årige fører af bilen og hans passager stak af fra bilen.

Passageren blev kort efter fundet af en betjent ved en opgang på Rydevænget, og den 20-årige blev anholdt i et budskads i nærheden takket være en politihund.

Føreren var ifølge politiet i besiddelse af et større kontaktbeløb, og da han skyldte 4.500 kroner til SKAT, blev dette beløb beslaglagt.

Bilen, en Porsche Panamera, var indregistreret i Tyskland, mens dens fører, den 20-årige mand, var dansk statsborger.

- Nu skal vi til at undersøge, hvordan det hænger sammen, siger politiassistent Marianne Morgen til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Den 20-årige mand er fortsat anholdt, da han var søgt til et retsmøde, oplyser Østjyllands Politi.

Biljagten fandt sted i går aftes omkring klokken 23.40.