Politiet har travlt på Samsø
Festival og godt vejr giver travlhed for politiet.
Politiet har travlt under dette års Samsø Festival. Det gode vejr har sammen med et ekstra stort antal festivalgæster givet en del sager, selv om ingen af dem har været af meget alvorlig karakter.
I Ballen Havn blev en festivaldeltager slået, fordi han påtalte, at en sejler grillede på bådbroen. Det fik sejleren til at fare løs på festivalgæsten, som fik flere slag. Tidligere på ugen blev en ung mand fra Grenaa umotiveret slået så hårdt, at han fik skadet sine tænder.
Vagthavende hos Skanderborg-Odder Politi fortæller, at der foruden de to voldssager har været en del mindre lovovertrædelser. For eksempel parkerer mange bilister ulovligt på Strandvejen, og derfor har politiet bestemt sig for at uddele P-bøder i løbet af i morgen.
Skanderborg-Odder Politi har normalt to betjente på Samsø, men i forbindelse med festivalen er antallet fire.