Politiet vil følge stormen Urd tæt ved Randers Fjord

Politiet er specielt opmærksom på Randers Havn, når stormen rammer i aften

Solopgang ved Randers Fjord. Politiet holder ekstra øje med fjorden, når stormen Urd rammer mandag aften. Foto: Frank Hillerup Nielsen

Mandag aften rammer stormen Urd Danmark, og østjyderne slipper ikke for at blive rusket igennem. DMI forventer, at stormen rammer Østjylland i løbet af mandag aften.

Hos Østjyllands Politi kommer de til at følge stormen tæt:

- Vi har steder, hvor det kunne blive kritisk i aften. Det er specielt ved Randers Havn, at vi forventer højere vande end normalt, så det følger vi tæt. Det ser dog ikke ud som om, at det bliver kritisk på nuværende tidspunkt, siger vagtchef ved Østjyllands Politi Carsten Dahl til TV 2 | ØSTJYLLAND. 

Læs også Stormen rammer Østjylland: Især Anholt er særligt udsat

Udover Randers Havn har Østjyllands Politi også fokus på resten af Randers Fjord, da de mener, at det i dette område, der er størst risiko for, at stormen kan volde problemer.

- Vi følger situationen aftenen igennem. Vi følger DMI’s opdateringer, siger Carsten Dahl.

Læs også Udsigt til en stormfuld aften i Østjylland

Skulle stormen få vandet til at stige kritisk ved Randers Havn, så rykker politiet ud til havnen sammen med Beredskab og Sikkerhed. 

- Vi ville tilkalde Beredskab og Sikkerhed, og så vil vi i tæt samarbejde sikre havnen, siger Carsten Dahl.

Politiet vil følge situationen tæt ved Randers Havn mandag aften: