Politiet finder seks knive og et slagvåben i Aarhus V

Seks knive fundet i Bispehaven i Aarhus

Arkivfoto. Bispehaven.

Som led i indsatsen mod banderne i det vestlige Aarhus rykkede Østjyllands Politi onsdag aften ud til Bispehaven for at lede efter våben i forbindelse med den verserende bandekonflikt i området.

- Det er en del af vores samlede indsats i området. Vi havde taget nogle af vores hunde med, og så gennemsøgte vi et stort område derude, siger kommunikationsmedarbejder Janni Lundager hos Østjyllands Politi.

Læs også Borgmester: Konflikt kan bombe indsats nogle år tilbage

Hun fortæller, at politiet fandt seks knive, som var efterladt forskellige steder i området. Om de var placeret på bestemte steder eller blot efterladt ved politiet ikke.

- Men det vigtige for os er, at de kommer væk, siger Janni Lundager.

Alle seks knive blev taget med til politistationen som hittegods.

Læs også Stemmer fra Aarhus V: Det er en krigszone

Udover de seks knive fandt politiet også en totenschlæger, som er et slagvåben. Da en af patruljerne var ved Bazar Vest, bemærkede politibetjentene en dreng, der - da han fik øje på politiet - puslede ved en betonklods, hvorefter han stak af.

Ved betonklodsen fandt poltiet en totenschlæger, og kort tid efter fandt de også den unge mand, som viste sig at være 16 år gammel.

Læs også Bandekrig i Aarhus: Nu indfører politiet visitationszone

Patruljen kørte derfor den unge mand hjem og afleverede ham i hjemmet hos moren, og med sig fik han en sigtelse for overtrædelse af våbenloven.

I søndags oprettede Østjyllands Politi visitationszone i Aarhus Vest på grund af den seneste tids episoder med skyderier, knivstik og vold mellem bander.

En visitationszone er en zone, hvor politiet uden forudgående mistanke må kropsvisitere personer på gaden – samt kontrollere eksempelvis køretøjer. 

Konflikten er opstået, fordi københavnergrupperingen Loyal to Familia forsøger at få fodfæste i Aarhus. Det forsøger en lokal gruppering i Brabrand med tilknytning til Black Army fra Odense at forhindre.

I løbet af de seneste uger er mere end 100 personer blevet anholdt i forbindelse med bandekonflikten, der for alvor begyndte for cirka en måned siden.  

Visitationszonen i Aarhus Vest er gældende til den 24. juli 2017.