Politiet erkender langsom 112-behandling
Østjyllands politi beklager nu, at det tog fem minutter, at overbevise alarmcentralen om nødvendigheden af en ambulance.
Det tog den århusianske Sundhedsrådmand, Dorthe Laustsen, fem minutter at overbevise alarm-centralen om at sende en ambulance, da en af hendes medarbejdere fik en blodprop under en julefrokost. En sygeplejerske, der også var tilstede, vurderede at der var brug for en ambulance.
- Der sad en fagperson og sagde, at det var nødvendigt, og så burde det være indiskutabelt, fortæller Dorthe Laustsen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Alligevel skulle Dorthe Laustsen altså bruge fem minutter på at overbevise politimanden på alarmcentralen. Det beklager politidirektør Jørgen Ilum.
- Jeg har nu haft lejlighed til at aflytte lydoptagelsen fra opkaldet til alarmcentralen. Og på den baggrund er det min vurdering, at der burde være sendt en ambulance på et tidligere tidspunkt, siger han til TV 2 | ØSTJYLLAND.