Politiet er stadig på bar bund
Mangler gennembrud i mordsag
Politiet er stadig et stykke fra opklaringen af mordet på den 22-årige Ahmad Fouad Karim, der blev fundet knivdræbt i sin lejlighed på Hybenvej Horsens i for to uger siden.
- Vi arbejder videre med de ting, vi har sat i søen, men der er ikke kommet så meget afgørende i forhold til opklaringen, siger Carsten Thostrup fra Sydøstjyllands Politi til TV 2 | ØSTJYLLAND.
I sidste uge brugte han og kollegaerne tv-programmet Station 2 til at bringe opmærksomhed på sagen, så eventuelle personer med brugbar viden kunne blive opmærksomme på, at politiet mangler deres hjælp.
Men heller ikke det gav pote.
- Det har givet relativt få henvender, som vi har undersøgt, men det ikke givet noget, siger Carsten Thostrup.
Han forklarer, at politiet har sendt en masse forskellige ting til tekniske undersøgelser, som man stadig venter på svar fra, og derudover fortsætter politiet efterforskningen.
- Det er det lange og seje træk, der kører parrallet med alt det andet, men alt kører efter skabelonen, siger Carsten Thostrup.
Se: Venner har samlet penge ind
Alt i mens sagen venter på sit store gennembrud, venter Torialy Davis, der var venner med Ahmad Fouad Karim, på, at den afghanske ambassade i Oslo godkender de sidste papirer, så afdøde kan sendes hjem til sin familie i Afghanistan og begraves der.
- Vi håber meget, at det sidste arbejde med papirerne går i orden i løbet af tirsdag, og så kan han formentlig begynde rejsen hjem onsdag, siger Torialy Davis til TV 2 | ØSTJYLLAND.