Politiet efterlyste ejer til hund: Nu bliver den aflivet

Østjyllands Politi har ikke fundet ejeren til en muligvis ulovlig muskelhund, som blev fundet bundet til en bænk. Nu skal den aflives.

Ejeren til den efterladte hund er ikke fundet, og derfor skal hunden aflives. Foto: Østjyllands Politi

Den 20. februar blev en blot seks måneder gammel tæve fundet bundet til en bænk ved Grovbakkevej 11 nær Fussing Sø ved Randers.

Hunden var ikke chipmærket, og politiet har søgt efter dens ejer, som skulle kunne bevise, at den var lovlig.

- Hvis ejeren melder sig, og den er ulovlig, vil personen også stå til en bøde for overtrædelse af dyreværnsloven, fortalte vagtchef Jens-Henrik Jensen fra Østjyllands Politi til TV2 ØSTJYLLAND den 17. februar.

Hunden blev fundet ved Grovbakkevej 11 nær Fussing Sø ved Randers. Nu skal den aflives, da ejeren ikke er fundet. Foto: Google Maps / Østjyllands Politi

Den lysegrå hund med hvid hals og hvide poter er muligvis en kamphund, som er ulovlig i Danmark.

Der er ingen af oplysningerne, der er ført til ejeren, og vi bedømmer stadig, at den er ulovlig.

Jakob Christiansen, kommunikationsrådgiver, Østjyllands Politi

Østjyllands Politi har fået mange henvendelser fra folk, der gerne vil have hunden.

- Vi har fået en lang række henvendelser af borgere, som vil tage sig af hunden, siger kommunikationsrådgiver Jakob Christiansen fra Østjyllands Politi.

00:44

VIDEO: Den 27. februar 2019 gik Østjyllands Politi ud og efterlyste ejeren til den muligvis ulovlige muskelhund. Arkiv.

Luk video

Politiet har også fået henvendelser og tip om, hvem der kunne være en mulig ejer af hunden.

- Men der er ingen af oplysningerne, der er ført til ejeren, og vi bedømmer stadig, at den er ulovlig, fortæller Jakob Christiansen til TV2 ØSTJYLLAND.

Efter al sandsynlighed vil den blive aflivet inden for ganske kort tid.

Jakob Christiansen, kommunikationsrådgiver, Østjyllands Politi

Derfor er der ingen anden udvej, end at den skal aflives. 

- Efter al sandsynlighed vil den blive aflivet inden for ganske kort tid, siger Jakob Christiansen.

Han forklarer, at Østjyllands Politi ikke har andre muligheder, da de ikke kan give en ulovlig hund væk.

Her er de 13 forbudte hunderacer:

  1. Pitbull terrier
  2. Tosa inu
  3. Amerikansk staffordshire terrier
  4. Fila brasileiro
  5. Dogo argentino
  6. Amerikansk bulldog
  7. Boerboel
  8. Kangal
  9. Centralasiatisk ovtcharka
  10. Kaukasisk ovtcharka
  11. Sydrussisk ovtcharka
  12. Tornjak
  13. Sarplaninac
     

​Forbuddet trådte i kraft den 1. juli 2010 (Pitbull terrier og Tosa inu har dog været forbudt siden 1991).