Politiet efterlyser voldsmænd fra video på nettet

Myndighederne blev opmærksomme på et overfald, efter at en borger henvendte sig om en video på sociale medier.

Et grab fra videoen, som viser overfaldet. Det er begået ved banegårdspladsen i Aarhus på et ukendt tidspunkt. Foto: Østjyllands Politi

Søndag aften efterlyser Østjyllands Politi både gerningsmænd og vidner til et overfald, der er sket i det centrale Aarhus.

Læs også Kvinde ringede til moské i Aarhus: 50-70 personer vil angribe

Gerningstidspunktet er uvist, da politiet ikke kendte til videoen eller episoden, før en borger henvendte sig efter at have set den på nettet.

På videoen kan man se to unge mænd, der er aggressive og råber ad en mand, der går tæt på banegården i Aarhus.

- Fyr ham, fyr ham, råber den person, der også filmer episoden. 

Det er mørkt, da de unge mænd nærmer sig - hvad der ligner - en ældre mand i en lys jakke, og som er på vej over et fodgængerfelt. 

Efterlysning: Hvem er gerningsmænd til overfald i Aarhus?

Politiet beder om hjælp

Den ene gerningsmand skubber manden hårdt i ryggen, mens den anden senere slår ham i hovedet med en knyttet næve. Til sidst i videoen falder manden om, og ligger på asfalten.

- Østjyllands Politi hører meget gerne fra vidner, der har oplysninger om episoden, eller som har en formodning om, hvem gerningsmændene er, skriver politiet i en pressemeddelelse.

Begge gerningsmænd beskrives som værende mellem 18 og 25 år og af anden etnisk oprindelse end dansk. 

Østjyllands Politi hører meget gerne fra vidner, der har oplysninger om episoden, eller som har en formodning om, hvem gerningsmændene er.

Østjyllands Politi

Den ene er cirka 180 centimeter høj og kraftig af bygning, han var iført mørk jakke, sort trøje og sorte bukser under episoden.

Læs også Lystfisker blev skubbet i havnen og faldt flere meter

Den anden havde kasket på, sort jakke med hvidt print på ryggen, sorte bukser og hvide sko.