Dement mand fra Grenaa er fundet i god behold
Østjyllands Politi leder efter 76-årig mand, som ikke er set siden fredag aften
Opdateret kl. 10.05: Manden er lørdag formiddag fundet i god behold af en patrulje i nærheden af, hvor han bor, oplyser Østjyllands Politi.
Borgere i Grenaa opfordres lørdag til at kigge godt efter i skure, udhuse eller andre tænkelige gemmesteder i jagten på at finde en forsvunden, dement mand.
Det er en 76-årig mand, som ifølge Østjyllands Politi forlod sit hjem på Trekanten i Grenaa fredag aften. Siden har ingen set ham.
Manden formodes at opholde sig i Grenaa:
- Han har været væk nogle gange tidligere. Dengang var han godt gående, men det er vi ikke sikker på, han stadig er. Han kan dog sagtens komme rundt, men vi tror han er i byen, siger vagtchef Jens Henrik Jensen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Læs også
Østjyllands Politi har i nat ledt efter ham med hunde, men uden held. Lørdag skal politiet have koordineret, hvordan den videre eftersøgning skal forløbe.
Manden er 180 centimeter høj og kraftig af bygning. Da han gik hjemmefra, var han iført en kongeblå dunjakke, blå cowboybokser og sorte snøresko af mærket Ecco.
Hvis man har oplysninger om ham, kan Østjyllands Politi kontaktes på tlf. 114.