Politiet efter stor havnebrand: - Vi kan ikke finde brandårsagen
Politiet melder nu ud, at det ikke er muligt at fastslå brandårsagen til den store havnebrand i Aarhus sidste fredag
Sidste fredag udbrød der brand i en gammel industribygning på Sydhavnsgade på havnen i Aarhus. Siden da har brandteknikere forsøgt at fastslå brandårsagen - men forgæves.
Læs også
- Det har ikke været muligt at finde en brandårsag, siger Jakob Christiansen, der er kommunikationsrådgiver hos Østjyllands Politi, og fortsætter:
- I forbindelse med slukningsarbejdet er arnestedet blevet ødelagt, fordi brandvæsenet under slukningen har været nødt til at fjerne noget materiale. Og så er det umuligt for os at efterforske det, siger Jakob Christiansen.
Han kan selvfølgelig ikke udelukke, at der kan komme nye oplysninger i sagen, men som det ser ud lige nu, så kan de ikke finde frem til årsagen.
Overtændt bygning og sort røg
Branden udbrød fredag sidst på eftermiddagen i en gammel industribygning, som indeholdt halm. Bygningen var overtændt, og der udviklede sig kraftigt, sort røg henover midtbyen.
Myndighederne valgte derfor at udsende en beredskabsmeddelelse for at advare borgere i området om røgen.
Kort før klokken 21 fredag havde beredskabet dog fået branden under kontrol, så Beredskabsstyrelsen kunne udsende en afvarsling.
Der var ingen tilskadekommende som følge af branden. Den har kun medført materielle skader.