Politiet efter J-dag: Folk var fulde men opførte sig pænt
Langt de fleste kunne styre deres brandert, da julebryggen kom på gaden
Mange østjyder fik i den grad slukket tørsten, da juleøllene fredag aften for første gang i denne sæson blev langet over disken på barer og værtshuse.
Ifølge Østjyllands Politi betød J-dagen, at der var masser af mennesker i byen i de større byer. Heldigvis opførte langt de fleste sig pænt.
- Det var en stille og rolig aften og nat set fra vores side. Mange var meget fulde, men det hele forløb på en god måde. Det er positivt, at østjyderne kan opføre sig ordentligt, selv om de har fået noget at drikke, siger vagtchef Klaus Møller til tv2oj.dk.
J-dag: Politiet holder øje med bybilledet
Det positive billede gælder både for Aarhus, Randers og Grenaa. Ifølge Klaus Møller var der dog i løbet af aftenen og natten to voldssager i det aarhusianske natteliv.
- Men det er der ikke noget usædvanligt i. Faktisk var det roligere end på en normal fredag aften på andre tidspunkter af året, konstaterer han.
I løbet af fredag aften og nat er flere bilister blevet standset af politiet. Enkelte bilister har fået bøder for at køre for stærkt. Til gengæld var der ingen spritbilister.
Politiet fortalte fredag på Twitter, at der ville være betjente i nattelivet i forbindelse med J-dag. Betjentene fik dog ikke travlt: