Politiet efter festival-vold: Vi gjorde det rigtige
Politiet afviser at have begået fejl, da ung mand med kraniebrud og brud på kæben blev nægtet en ambulance i Skanderborg.
Michael Sønderskov Jacobsen blev natten til fredag slået ned på gaden udenfor Danmarks Smukkeste Festival i Skanderborg.
Under tumulten ramte Michael Sønderskov Jacobsen en betonblok, hvorefter gerningsmændene stak af fra stedet. Deres blødende offer lå derimod bevidstløs tilbage på jorden.
En forbipasserede kvinde kom kort efter Michael Sønderskov Jacobsen til undsætning. Hun ringede straks 112 fra sin mobiltelefon og fik Nordjyllands Politi i røret.
Som TV 2 | ØSTJYLLAND's kunne fortælle søndag aften, blev hun nægtet en ambulance og i stedet opfordret til selv at finde festivalens samaritertelt i den såkaldte skovskadestue.
I søndagens tv-indslag rettede Michael Sønderskov Jacobsens og hans kæreste kritik af Alarmcentralen for ikke at sende en ambulance.
Nordjyllands Politi afviser dog, at Michael Sønderskov Jacobsen ikke fik den korrekte hjælp.
- Det opkald, vi har fået fra kvinden, er behandlet helt efter bogen. Hun blev henvist til festivalens samaritter, hvor vi var vidende om, at der var en læge, fortæller vicepolitiinspektør Marianne Lau fra Nordjyllands Politi til TV 2 | ØSTJYLLAND.