Politiet efter en aften med 53 sager: - Let foden fra speederen

En bilist kørte blandt andet med 138 km/t i en 60 km zone i Voldby.

Foto: Kim Haugaard - Ritzau Scanpix

Østjyllands Politi har haft en travl fredag aften. Fra klokken 20 og fire timer frem var de nemlig tilstede med færdelskontrol på Viborgvej i Voldby nær Hammel.

Vi er ofte tilstede derude, fordi der bliver kørt som død og helvede.

Østjyllands Politi

Læs også Motorcyklist død efter sammenstød med traktor

De knap fire timers arbejde indbragte i alt 53 sager.

- Vi er ofte tilstede derude, fordi der bliver kørt som død og helvede, siger Lars Bisgaard, der er vagtchef og leder af færdselspolitiet hos Østjyllands Politi, til TV2 ØSTJYLLAND.

- Vi har fået borgerhenvendelser om, at man er utryg derude. Så derfor støtter vi op om det, siger han.

Kørte 138 km/t i 60 km zone

Ud af de i alt 53 sager var der heraf tre klip i kørekortet og én frakendelse - en bilist kørte her forbi med 138 km/t i en zone, hvor man må køre 60 km/t.

- Det er ikke usædvanligt, at de kører så hurtigt derude. Og det er heller ikke usædvanligt, at vi skriver 53 sager. Desværre, siger Lars Bisgaard og tilføjer:

- Jeg synes, det er ærgerligt, der bliver kørt så hurtigt rundt omkring, for det er farten, der dræber, siger han.

På baggrund af gårsdagens episoder har Østjyllands Politi lørdag eftermiddag udsendt et tweet, hvor de opfordrer borgerne til at lette foden fra speederen.

Det var på Viborgvej i Voldby nær Hammel, hvor Østjyllands Politi fredag aften skrev 53 færdselssager på knap fire timer. Foto: Google Maps