Politiet: børneporno et stigende problem
I løbet af de seneste måneder er hele 19 mænd fra Østjylland blevet sigtet for at have børneporno på deres computere.
Det er mænd som kommer fra begge ender af den sociale rangstige som nu er blevet sigtet for at være i besiddelse af børneporno.
- Vi oplever det som et stigende problem ,og vi får flere og flere anmeldelser, fortæller Lars Joung, som er sektionsleder for IT Krim hos Østjyllands Politi.
Ofte når de store børnepornosager bliver afsløret, sker det via et samarbejde hos politiet på tværs af landegrænserne. Men nogle gange afslører Østjyllands Politi selv børnepornosager.
- Det sker også, at vi får et tip fra borgerne, og hvor vi så selv går ind og undersøger sagen. Det kan være, hvis en person har lånt en andens computer, og ved en tilfældighed finder noget børneporno på vedkommendes computer, forklarer Lars Joung til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Umiddelbart mener Lars Joung ikke, at der i Østjylland er flere sager om børneporno end i resten af landet.
Se mere i fredagens nyhedsudsendelse på TV 2 | ØSTJYLLAND klokken 19.30.