Politiet: Beredskabsstyrelsen skal trække vod efter Thomas
Beredskabsstyrelsen kommer måske til at spille en rolle i eftersøgningsarbejdet
Der er blevet gjort mange forsøg for at finde 19-årige Thomas Stralner, der forsvandt efter en bytur i Randers for godt tre uger siden, og nu er Østjyllands Politi klar til at foretage næste træk.
Eftersøgningsarbejdet suppleres muligvis snart af Beredskabsstyrelsen, som Østjyllands Politi gerne vil have til at trække vod efter Thomas i Randers Havn.
- Vi er i dialog med Beredskabsstyrelsen for at høre, om de har mulighed for at trække vod i havnen, for vi har blandt andet prøvet med sonar, undervandsdroner og dykkere, og nu vil vi prøve noget nyt. Dykkerne har haft svære betingelser på grund af den dårlig sigtbarhed, og sonar er et godt hjælpemiddel, men det er ikke et vidunderredskab, siger fungerende politikommissær Christian Warner fra Østjyllands Politi til tv2oj.dk
Thomas' familie offer for syg joke
Han understreger, at der ikke er indgået en aftale med Beredskabsstyrelsen endnu, og det er endnu uvist, hvornår det kan blive aktuelt at sende personale fra Beredskabsstyrelsen til Randers, for de har blandt andet hjulpet i forbindelse med den store brand i Fredericia og spiller også en rolle i flygtningesituationen.
- Hvis der opstår akutte situationer, kommer vi bag i køen, fortæller Christian Warner.
Et afgrænset og overskueligt område
Det var kolleger i eftersøgningsafdelingen, der vurderede, at det ville være en god mulighed at trække vod i havnen, da der er tale om et afgrænset og overskueligt område.
Missing People: Lighunde har afgrænset et område i Randers
Gruppen Missing People havde hjælp af svenske lighunde på vandet i Randers i løbet af weekenden, og de reagerede ved et bestemt område. Det sammenholdt med overvågningsbilleder fra Randers Havn gør, at politiet tror på, at Thomas Stralner skal findes i vandet.
- Jeg kender ikke uddannelsesniveauet for de svenske lighunde, og jeg vil ikke sætte procenttal på, hvor sikre vi er på, at han er faldet i vandet, men vi har klare indikationer i forhold til videoovervågningen. Der er mange videokameraer på området, og vi har ikke set ham gå ud. Derudover er selve området på havnen blevet gennemledt adskillige gange af mennesker og hunde, forklarer Christian Warner.
Thomas Stralner blev filmet af et overvågningskamera ved havnekontoret i Randers. Derefter forsvinder sporet: