Politiet bekræfter: Lig fundet i havn er forsvundne Steffen Dam Jensen

Østjylland Politi har nu fået endeligt identificeret den livløse person, der lørdag formiddag blev fundet i Aarhus Havn.

Steffen Dam Jensen forsvandt efter en julefrokost natten til den 1. december 2018. Foto: Privat

Det er nu bekræftet af Østjyllands Politi, at den livløse person, der blev fundet i Aarhus Havn i weekenden, er 27-årige Steffen Dam Jensen. Han har været forsvundet siden d. 1. december.

Lørdag formiddag omkring klokken 10 fik politiet en anmeldelse om, at der var fundet et lig i bugten ud for Aarhus Ø.

Læs også Politiet: Lig i havnen er formentlig forsvundne Steffen Dam Jensen

Umiddelbart efter fortalte Østjyllands Politi, at de arbejdede ud fra teorien om, at der var tale om Steffen Dam Jensen. De kunne dog ikke sige det med sikkerhed på daværende tidspunkt, da der ikke havde været ligsyn.

Det har der nu. Tirsdag eftermiddag blev identiteten endeligt verificeret.

Ifølge Politiet er der intet, der tyder på, at den 27-årige mand har været udsat for en forbrydelse. De pårørende er underrettet.

Læs også Familien til forsvundne Steffen: Hjælp os med at finde ham

Steffen Dam Jensen forsvandt natten til den 1. december 2018 efter en julefrokost i Aarhus midtby. Lige siden har Østjyllands Politi, brandvæsenet og flere frivillige søgt efter ham. 

Af hensyn til de pårørende ønsker Østjyllands Politi ikke at kommentere yderligere på sagen. 

01:24

I begyndelsen af januar kom Steffen Dam Jensens far og stedmor med en bøn til folk om at hjælpe med at finde deres søn. De har nu langt om længe fået vished om, hvad der er sket med ham. 

Luk video