Politiet beder om hjælp: Har du set 65-årige Lisbeth?

Østjyllands Politi beder om hjælp til at finde 65-årige Lisbeth Hansen, der ikke er set siden onsdag aften

Foto: Privatfoto / Østjyllands Politi

Østjyllands Politi beder offentligheden om hjælp i eftersøgningen af 65-årige Lisbeth Hansen.

Lisbeth Hansen er ikke set siden hun onsdag aften klokken 21.50 gik fra Regionshospitalet i Randers på Dronningborg Boulevard, hvor hun var indlagt. 

- Det er koldt udenfor, og hun har nu været væk hele natten og formiddagen, så det er ikke godt. Derfor beder vi nu offentligheden om hjælp i eftersøgningen, siger politiassistent Marianne Morgen fra Østjyllands Politi.

Lisbeth Hansen har hverken sin mobiltelefon eller penge med sig. Hun var indlagt på hospitalet i Randers, men bor og har pårørende i Grenaa, hvorfor hun ifølge politiet kan være søgt i den retning.

Østjyllands Politi oplyser, at politifolk har blandt andet har ledt efter den 65-årige kvinde ved hendes bopæl og andre steder, hvor familien tænker, at hun kan have søgt hen. Men uden held, desværre.

Lisbeth Hansen beskrives som 165 til 170 centimeter høj, tynd og har gråsprængt pagehår. Hun er iført mørke bukser og en lang og mørk frakke.

Østjyllands Politi vil meget gerne høre fra personer, der mener at have set den 65-årige kvinde eller har oplysninger i sagen. Det kan ske på telefonnummer 114.

  Foto: Privatfoto / Østjyllands Politi