Politiet arbejder på at få udleveret frikirkepræst fra USA

Politiet arbejder på at få udleveret en frikirkepræst fra Silkeborg, som opholder sig i USA

03:02

Frikirkepræsten, der er blevet anklaget for en række krænkelser i ”Byens Kirke” i Silkeborg, befinder sig i øjeblikket i USA, hvor han også er mistænkt for overgreb.

Nu kæmper politiet i Danmark så for at få ham udleveret til Danmark, og når han vender hjem, venter politiet på ham.

- Det ville være helt naturligt, at når mistænkte lander her i Danmark, så anholder vi ham og fremstiller ham for en dommer, nu skal man jo huske på, at nu har vi kun hørt sagen fra en side, altså den forurettede og alle de pårørende. Vi mener, at vi har en god sag, men han skal også have lov at sige sin version af sagen, og det gør vi ved et grundlovsforhør, når han kommer til Danmark, siger politiinspektør ved Midt- og Vestjyllands Politi Hans Roost.

Læs også Borgmester forsvarer kommune i sag om krænkelser i frikirke

 Det har ikke været nemt for det danske politi at få fat i manden, og de prøver derfor at få arrangeret en frivillig udlevering.

- Det komplicerer det lidt, at mistænkte er i USA, og at mistænkte har et dansk og amerikansk statsborgerskab. Vi arbejder hen mod ikke at få fastlåst situationen. Taktikken har været at snakke med den mistænktes danske forsvarer og forsøge at få en frivillig udlevering, siger Hans Roost. 

Læs også Frikirke-præst fra Silkeborg-egnen meldt for sexovergreb

Hvilke anklager, der venter præsten, vil politiet endnu ikke ud med.

- Sagen har rullet siden første april, og vi må sige, at den er blevet forholdsvis stor. Jeg kan sige, at det er en omfattende sag, siger Hans Roost.