Politiet advarer unge mod snyd

Et falsk ID og en opmærksom dørmand kan betyde en plettet straffeattest for unge under 18 år, advarer politiet.

Viser man et falsk ID på vej ind på diskoteket, overtrædes straffeloven faktisk, og det kan sætte sit aftryk på straffeattesten.

- Jeg tror ikke de unge mennesker er klar over, at det får så alvorlige konsekvenser, siger vicekriminalinspektør Jørgen Dalsgaard fra Silkeborg Politi.

I weekenden måtte to unge erfare dette på ubehageligste vis, da de forsøgte at snyde sig ældre ved at benytte andres id. Det oplyser Radio Silkeborg.

Forbrydelsen hedder 'personfalsk' - hvilket betyder, at man udgiver sig for at være en anden person, og dermed risikerer at være skyld i, at den forkerte - og uskyldige - får problemer.