Politiet advarer: Tvivlsomme tagdækkere på spil i Aarhus
Østjyllands Politi opfordrer folk til at tænke sig en ekstra gang om, hvis de får henvendelser fra ukendte håndværkere
En aftale om at fikse et tag.
Det var, hvad en 66-årig mand fra Viby havde fået i stand med to udenlandske håndværkere. En aftale, som måske alligevel ikke helt var så god.
I hvert fald advarer Østjyllands Politi i dag imod, at folk indgår aftaler med håndværkere, de ikke kender.
- Man bør som minimum undersøge håndværkernes baggrund - for eksempel ved at slå firmanavnet op på nettet, lyder det fra Østjyllands Politi.
Læs også
Mændene, som opsøgte den 66-årige mand i Viby, fik til opgave at lappe et hul i hans tag og havde underskrevet en kontrakt med manden.
Men han blev mistænksom og valgte til sidst at afbryde arbejdet, da der ifølge Østjyllands Politi pludselig kom flere og flere personer til stedet for at hjælpe med reparationen.
Den ene af håndværkerne fortalte manden, at det ikke bare var et par tagsten der var løse, men derimod alle tagstenene, som sad løse, og at prisen nu ville være 6.000 kroner.
Læs også
Det var det der fik bægeret til at flyde over, og håndværkerne blev bedt om at gå.
Det er ikke første gang, at der har været historier om tvivlsomme håndværkere. Tidligere har det også været inden for brancher som eksempelvis asfaltarbejde.