Politiet advarer mod tricktyve i Østjylland

To tricktyverier det seneste døgn får nu Østjyllands Politi til at advare befolkningen

Der har i døgnet været to tricktyverier, hvor kvinder har henvendt sig til tilfældige personer, og i et af tilfældene tilbudt forbipasserende falske guldsmykker. Under det andet tyveri blev der spurgt om vej til hospitalet.

- Det er en typisk fremgangsmåde. Tricktyvene gør alt, hvad de kan for at forvirre ofrene. De putter halskæder om halsen på folk, spørger om vej eller står med et grædende barn, forklarer politikommissær hos Østjyllands Politi, Vagn Martinussen.

Flygter videre til ny by

Hos politiet oplever man, at tricktyverierne kommer i stimer. Denne gang er der tale om udenlandsk udseende personer.

- Men så snart vi har været ude i medierne og advaret om tyvene, så plejer de at trække videre til en ny by. For så bliver folk mere opmærksomme på dem, siger Vagn Martinussen.

Det lykkes tyvene at slippe af sted med forskellige værdigenstande under de to seneste tyverier, som fandt sted i henholdsvis Højbjerg og Randers.