Politiet advarer mod sigøjnere
Politiet advarer mod sigøjnere, der er ernærer sig ved småkriminalitet og skaber utryghed i bl.a. Østjylland.
Politiet i store dele af landet advarer mod en kraftig stigning i antallet af sigøjnere, der snyder borgere, begår indbrud, småtyverier og skaber utryghed i lokalområderne, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.
På Amager i København har politiet de seneste uger fjernet adskillige teltlejre, hvor rumænere har base, mens de ifølge politiets mistanke begår kriminalitet i hovedstadsområdet.
- Vi ser en markant vækst i antallet af disse østeuropæere - typisk romaer - i forhold til tidligere. De ernærer sig ved småkriminalitet, og det helt store problem er, at de skaber en masse utryghed, siger politiinspektør Richard Østerlund La Cour, Københavns Politi.
Han beder borgerne om at anmelde selv småtyverier, da man ofte finder effekter hos sigøjnerne, som, man har mistanke om, stammer fra indbrud, men som man ikke kan finde ejermanden til. Han kan samtidig konstatere, at der i kolonihaverne omkring sigøjnerlejrene er sket en stigning i antal indbrud.
Både på det meste af Sjælland, i Nordjylland og i Østjylland advarer politikredsene mod sigøjnerne, som huserer i øjeblikket.
I Nordjylland har politiet siden torsdag modtaget 60 henvendelser om sigøjnere langs motorvejene. De foregiver f.eks. at have motorstop og stjæler i nogle tilfælde fra de bilister, der stopper for at hjælpe dem.
- Der er problemer både langs motorvejsnettet, men også i de byer, der ligger ved nettet. Vores mistanke er, at de tager ind i byerne og begår tyverier i butikker, siger vicepolitiinspektør Poul Severinsen, Nordjyllands Politi.
Kilde: Jyllands-Posten