Politiet advarer mod opkald
Pengeafpresning: Falsk politikvinde på spil
En kvinde har forsøgt at lokke penge ud af flere østjyder, og nu advarer politiet borgerne om det.
Østjyllands Politi er den seneste tid blevet ringet op af borgere, der har været udsat for et ubehageligt forsøg på tricktyveri.
- Det er en ubehagelig fremgangsmåde. Borgerne, primært kvinder, bliver ringet op af en kvinde, som udgiver sig for at være fra politiet. Hun fortæller dem i telefonen, at deres datter har været i en trafikulykke, hvor hun har kørt op bag i en polsk bil, hvor et lille barn har fået et kraniebrud, siger politiassistent Marianne Morgen fra Østjyllands Politi.
I telefonen fortæller kvinden personerne, at deres datter kan undgå en retssag, hvis de betaler en erstatning kontant.
- Vi er alene i dag blevet ringet op af fem personer, som har været udsat for dette, ligesom der også har været tilfælde af det i sidste uge, siger Marianne Morgen.
I mindst et tilfælde har kvinden, der ringede op, kendt navnet på både moderen og hendes datter.
Ifølge Østjyllands Politi er der ikke nogen af de implicerede personer, der er faldet for tricket, hvorfor der ikke er afleveret nogle penge.
Østjyllands Politi er interesseret i at høre fra personer, der har været udsat for lignende telefonopkald. Oplysninger kan gives til Østjyllands Politi på telefonnummer 114.