Politiet advarer: Forår er højsæson for tricktyverier

Kreativiteten er stor, når det kommer til tricktyverier. Politiet beder folk være opmærksomme

Genrefoto. Foto: Colourbox

Forår er lig med et stigende antal tricktyverier.

- Anmeldelserne om tricktyverier begynder at komme på stribe, siger vicepolitiinspektør Finn Ellesgaard Nielsen fra Sydøstjyllands Politi.

Men tricktyverier er ikke noget, som politiet mener, at de kan gøre noget ved alene.

Læs også Fedladen tricktyv stjal et armbåndsur

- Selv om vi stod på ethvert gadehjørne, så ville vi aldrig kunne stå i enhver entré eller på perronen ved enhver togafgang. Derfor er det helt afgørende, at borgerne bliver opmærksomme på, hvordan de selv aktivt kan undgå at blive ofre for de meget opfindsomme tricktyve, siger Finn Ellesgaard Nielsen.

Det, der kan gøre en forskel, er at minimere de tilfælde, hvor det lykkes tricktyvene at få et udbytte. Borgerne skal kende tricktyvenes fremgangsmåder.

Læs også Pas på tennisbolde i haven - det er tricktyve på spil

Tricktyve kan være af alle nationaliteter. Sydøstjyllands Politi kan dog konstatere, at anmeldere i sagerne ofte beskriver gerningsmanden eller gerningsmændene som østeuropæiske af udseende og oplyser, at de ikke taler et rent dansk. Men den danske tricktyve findes altså også.

Kreativiteten er stor

Og kreativiteten er stor, når det kommer til tricktyverier. 

En 94-årig kvinde blev i Skanderborg opsøgt af en 'nydelig' herre. Han oplyste hende om, at der havde været indbrud i hendes søns forretning i stueetagen. Kvinden blev forvirret og lukkede ham ind, så hun kunne undersøge sagen nærmere. Mens hun gjorde det, stjal den nydelige herre hendes penge.

Læs også Pas på: Velklædt tricktyv på spil på østjyske motorveje

I en række tilfælde har fremmede bedt om lige at komme ind i haven for at lede efter tennisbolde, som de var kommet til at skyde ind i haven. Formålet er at lokke beboeren med om i haven, mens døren står ulåst.

En gerningsmand hjælper med at lede efter bolden, mens andre vil stjæle værdier i huset via den ulåste dør.

Tricktyveri på tankstationer. Gerningsmænd tager kontakt til danskere på p-pladser, tankstationer og på motorveje. De siger, at de ingen penge har og gerne vil låne låne 500-1.000 kroner til benzin.

Ofte afleverer tricktyven uægte guld og visitkort som betaling eller depositum. Gerningsmændene vender aldrig tilbage til den forurettede. 

Forholdsregler mod tricktyve

  • Luk ikke nogen du ikke kender ind i din bolig
  • Lad dig ikke lokke ud, hvor du efterlader din dør ulåst
  • Hav din pung godt sikret – i en taske på forsædet af bilen er måske ikke så sikkert, baglommen heller ikke
  • Dæk din pinkode, når du bruger dit dankort
  • Lad ikke en tilfældig håndværker ”lige” lave arbejde på eller ved din ejendom
  • Forær gerne dine penge væk, men lad dig ikke narre af mærkelige historier, bling-bling guld og tomme løfter
  • Er du forretningsdrivende, så pas på ved vekslinger – nogle er eksperter i at gå fra vekslingen med flere penge end han/hun kom med
Kilde: Sydøstjyllands Politi