Politiet advarer: Folk snydes for festival-billetter

Politiet har hørt fra flere, der troede, de gennem privatpersoner havde købt billet til NorthSide og Smukfest, men som nu står med en lang næse

Foto: Scanpix - Axel Scütt

Foto: Axel Schütt - Scanpix

1 af 2

Du køber en billet, overfører pengene og glæder dig til at modtage godten.

Venter, venter, venter. Der sker intet. Venter, venter, venter endnu mere. Billetten når aldrig frem. Du har betalt for noget, du aldrig får. Øv, øv, øv.

Billetter til overpriser er ulovligt at sælge i Danmark.

Forbrugerrådet Tænk

Så trist en oplevelse har flere haft på det seneste. Østjyllands Politi har hørt fra flere, der troede, de havde købt videresolgte billetter til NorthSide og Smukfest. De havde overført pengene, men billetten dukkede aldrig op.   

Østjyllands Politi opfordrer derfor folk til, at man ved køb af billetter hos privatpersoner sikrer sig, hvem der handles med. Og at den billet, man køber, nu også er gyldig. 

Politiet henviser til Forbrugerrådet Tænks hjemmeside, hvor der er gode råd at hente inden billetkøbet.

Læs også Nu er det slut: Northside melder alt udsolgt

- Billetter til overpriser er ulovligt at sælge i Danmark, og billethajer medvirker til, at udbuddet af billetter til de forbrugere, som gerne vil deltage på eksempelvis en festival, bliver endnu mindre, skriver jurist Jakob Steenstrup på Forbrugerrådet Tænks hjemmeside.

- Du kan desuden risikere at købe falske billetter, hvis du køber billetter af en billethaj. Forbrugerrådet Tænk mener, at du skal holde dig fra at købe festival- eller koncertbilletter til overpriser af uofficielle sælgere, fortsætter han. 

Gode råd inden billetkøb

Køber du billet privat, skal du være særlig opmærksom på

Sælgeren skal du altid tjekke grundigt. Bed om vedkommendes navn, telefonnummer og adresse og prøv eventuelt at finde oplysninger om sælgerens omdømme på nettet 

Hvis det overhovedet er muligt, er det bedst, at du møder sælgeren fysisk og får dine billetter, samtidig med at du betaler for dem

Pas på med at købe billetter fra udenlandske hjemmesider. Vær særligt opmærksom på siden Viagogo - erfaringer fra vores rådgivning viser, at du har stor risiko for at blive fuppet

Tjek om billetten er ægte

Køber du billetter af en privatperson, skal du altid tjekke, om billetten er ægte, før du betaler

Kontrollér, at oplysningerne på billetten er korrekte. De officielle salgssteder kan fortælle dig, om billetten er ægte, så hvis du er i tvivl om, billetten er ægte, kan du eventuelt kontakte dem for at høre, hvordan du bedst muligt verificerer, at der er tale om en gyldig billet

Betal altid billetten med Dankort eller kreditkort - så kan banken normalt føre pengene tilbage til dig, hvis du ikke får billetten som aftalt. Undgå helst at betale kontant eller via bankoverførsel

Kilde: Forbrugerrådet Tænk