Politiet advarer: Bliv indendøre

Brand på genbrugsstation i Hornsyld

Foto: Google Maps

Sydøstjyllands Politi advarer beboere mod røg på grund af en brand på en genbrugsstation i Hornsyld syd for Horsens.

- Der udbrød klokken 03.40 brand på genbrugspladsen i Hornsyld, Industrivænget 9, Hornsyld. Branden er endnu ikke slukket, og den udvikler røg, som er sundhedsskadelig ved indånding.

Der er ild i almindelig haveaffald, som i forbindelse med slukning udvikler røg, skriver Sydøstjyllands Politi i en beredskabsmeddelelse.

Politiet advarer derfor borgere i området mod røgen fra branden.

- Borgere, der opholder sig i området Hornsyld Industrivej, Nørregade, Bakkevej og Møllevej, skal om muligt søge indendørs eller straks forlade området samt lukke døre og vinduer og standse ventilationen, oplyser politiet, der opfordrer folk i området, som føler ubehag, til at kontakte lægevagten.

Politiet anmoder om, at alle holder sig på god afstand af brandstedet.