Politichef: Pas på værdierne
Østjyderne skal sikre deres boliger bedre mod ubudne gæster. Ny kampagne skal dæmme op for antallet af indbrud.
Antallet af indbrud i Århus er nærmest eksploderet i år, og det er villaer og lejligheder, der står for skud.
Det skal der laves om på, og boligejerne kan få hjælp i en ny kampagne, som Østjyllands Politi har i støbeformen lige nu.
- Vi forsøger hele tiden at optimere vores indsats over for indbrudstyve, men vi kan ikke løse problemet alene. Folk er nødt til at sikre sig bedre, siger politichef Jørgen Ilum til JP Århus.
Mens det halter for de private, når det gælder om at sikre hjem og værdier, så er det gået stødt fremad for virksomhederne i Østjylland.
Ifølge avisen er antallet af indbrud her faldet med næsten en fjerdedel i årets første seks måneder i forhold til samme periode sidste år.
Antallet af indbrud i biler er også faldet markant, og det skyldes ifølge politichefen, at vi er blevet bedre til ikke at efterlade værdier i bilen.
Politiets kampagne kommer til at handle om forebyggelse, og politichefen peger blandt andet på, at man kommer langt med omtanke.
Internet-sitet Facebook er populært hos mange, men hvis man skriver om en kommende ferie her, ja så kan det være en indirekte invitation til ubudne gæster, mens man nyder storbyens glæder eller sol og strand.