Politichef klager over suspension
Skarp kritik af Rigspolitiet i sag, hvor politimand kasserede kollegers fartbøder.
Den ledende politimand fra Århus Politi, som er anklaget for at have kasseret tre kollegers fartbøder, klager nu over, at Rigspolitiet har suspenderet ham.
- Det er et drastisk skridt af Rigspolitiet at suspendere manden, inden han har været for retten. Det signalerer, at politiets ledelse allerede på forhånd anser ham for at være skyldig, siger politichefens advokat, Jørgen Schouby.
Schouby oplyser, at politimanden fastholder, at han kasserede bødeforlæggene til de tre kolleger, fordi billederne af dem var for dårlige.
- Det sker jævnligt, at bødeforlæg må slettes, fordi billederne af fartsynderne er for dårlige, siger Schouby.
Politichefen blev i første omgang fritaget for tjeneste, men da statsadvokaten besluttede at rejse tiltale i sagen, blev han suspenderet. Suspensionen betyder, at han kun får to tredjedele af sin sædvanlige løn.