Politibrand måske påsat
Leder efter vidner til afbrænding af seks biler
Garageanlægget nær politistationen i Silkeborg gik natten til fredag op i lys lue, og branden er muligvis påsat.
Seks af politiets køretøjer - både patruljevogne og civile biler - blev brændt af og står nu tilbage som forkullede karosserier.
Branden kan skyldes, at en eller flere ukendte gerningsmand med benzin eller anden letantændelig væske har set sig sure på ordensmagten i den midtjyske by.
- Midt- og Vestjyllands politi arbejder ud fra en teori om, at branden blev påsat under anvendelse af brandbare væsker, lyder det i en pressemeddelelse.
Leder efter vidner
Politiet leder nu efter vidner, som har set mistænkelige personer eller køretøjer i området omkring Christian 8.s Vej, Åhavevej og Rosenørns Allé i Silkeborg.
Her ligger parkeringsanlægget, hvor branden brød ud omkring midnat.
- Klokken 00.32 indgår der en anmeldelse på 112 om ild i biler, og der bliver foretaget brandudrykning til stedet, fortæller Claus Nørgaard fra lokalpolitiet i Silkeborg til Ritzau.
- Det bliver så konstateret, at det er et garageanlæg i forbindelse med politigården, og der er ild i nogle af politiets køretøjer, tilføjer han.