Politibrand efterforskes
Lokalpolitiet har flere spor at gå efter
Politiet har netop nu travlt med at afhøre vidner i forbindelse med den brand, hvor seks patruljevogne udbrændte hos lokalpolitiet i Silkeborg.
- Vi har flere vidner, som vi skal have afhørt, og vi afventer resultater fra forskellige tekniske undersøgelser herunder mulige dna-spor. Det er først nu for alvor, at det tunge politiarbejde starter, fortæller politikommissær Merete Norring fra lokalpolitiet i Silkeborg til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Ordensmagten har en stærk mistanke om, at branden var påsat.
De seks patruljevogne stod parkeret i et garageanlæg tæt ved politistationen i Silkeborg.
På spørgsmålet om der findes noget videoovervågning fra garageanlægget, som kan bruges i efterforskningen, svarer Merete Norring meget kortfattet:
- Det har jeg ingen kommentar til.
Hun oplyser, at lokalpolitiet har måttet låne patruljevogne fra andre politistationer, for forsat at have et tilstrækkeligt antal køretøjer i Silkeborg.