Politibil i nye klæder

Første bil med nyt look på gaden

Politiet bliver fremover mere synlige i gadebilledet. Hos Østjyllands Politi har man netop fået en ny bil med det nye look.

Alle politiets køretøjer skal fra i år have nye farver, og de eksisterende køretøjer får i løbet af året en makeover, så de også kommer til at ligne politiets nye bil.

- Det har længe været et udbredt ønske fra politiet at blive mere synlige i gadebilledet. Nu skal borgerne så vænne sig til, at politiet har fået et helt nyt look, siger politikommissær Mogens Brøndum til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Inspirationen til det nye udseende er hentet fra Norge, Sverige og Storbritannien, og de nye markante farver i gul og blå er reflekser, så de bliver mere synlige i gadebilledet.