Politibetjents kone sigtes
Hustru til silkeborgpolitimand sigtes for medvirken til brandstiftelse.
Hustruen til en meget omtalt politibejent fra Balle ved Silkeborg trækkes nu også ind i sagen hvor hendes mand er sigtet for at have begået indbrud, hærværk og brandstiftelser i Balle.
Ifølge Midtjyllands Avis er hustruen sigtet for at spille en toneangivende rolle i sagen.
- Jeg kan bekræfte, at betjentens hustru er sigtet for medvirken til brandstiftelse, forsikringsbedrageri og hæleri, siger vicestatsadvokat Susanne Holst Højberg, til avisen. Hun vil ikke nærmere ind på, hvad sigtelserne indeholder.
Midtjyllands Avis erfarer dog, at hustruen ifølge sigtelserne blandt andet skulle have tilskyndet sin mand til at sætte ild til nabohuset, hvor der bor en 84-årig kvinde. Angiveligt fordi hustruen har haft et noget anstrengt forhold til den 84-årige kvinde.
Retssagen mod den 42-årige politibetjent finder sted den 25. november i retten i Viborg. Her står den tidligere silkeborgpolitimand over for 43 sigtelser. Blandt andet for at have bragt sin nabos liv i fare, fordi han tændte ild i kælderen, mens kvinden befandt sig i stueetagen. Desuden sigtes han for forsikringssvindel, indbrud, tyverier og hærværk mod flere naboer.
Han har erkendt indbruddene, men nægter ildspåsættelsen.
-Vi har foreløbig koncentreret os om sagen mod betjenten, der sidder varetægtsfængslet. Hustruen er ikke varetægtsfængslet, men sigtelserne er opstået i forbindelse med de afhøringer, der har været af hende i forbindelse med mandens sag, oplyser Susanne Holst Højberg til Midtjyllands Avis.
Ifølge avisens oplysninger indeholder sigtelsen om hæleri den påstand, at hustruen har benyttet mange af de tyvekoster, som den 42-årige betjent tog med sig hjem, efter han havde været på tyvetogter i Silkeborgområdet. Hustruen nægter sig skyldig.