Vildt angreb på betjent: Syet med 24 sting efter flaskekast

Politiet søger vidner, efter at 26-årig politibetjent blev ramt af en flaske i Horsens natten til søndag

Betjenten blev ramt af en flaske på Mælketorvet i Horsens. Foto: Google Street View

Foto: Google Maps

1 af 2

En 26-årig politibetjent i Horsens blev natten til søndag ramt af en flaske i hovedet.

Det oplyser Sydøstjyllands Politi.

Flasken betød, at betjenten blev syet med 24 sting i hovedet. 

Læs også Julefrokost gik galt: Sascha vågnede op med ble og i kørestol

- Omkring klokken 04.30 sender vi et par patruljevogne ned til Mælketorvet, fordi der er noget gadeuorden. Vi foretager en anholdelsesaktion, hvor vi bruger peberspray. 

- Da der er faldet ro på, sidder vores kollega i bilen med nedrullet vindue, da en flaske pludselig bliver kastet. Den splintrer i vinduesrammen, og de skarpe genstande rammer ham i ansigtet, fortæller vagtchef Kent Midtgaard Hansen.

Heldigvis ramte glasskårene ikke betjentens øjne, tilføjer vagtchefen.

Gerningsmanden er ikke blevet fundet. Derfor beder man vidner henvende sig, hvis man har oplysninger i sagen. 

Læs også Kvinde påkørt mens hun var ved at spænde sit barn fast

- Det er meget voldsomt, og det er total uacceptabelt. Det er egentlig ikke så meget, fordi det netop er en politibetjent, der blev ramt. Det kunne have sket for enhver. 

- Vi beder alle, der ved noget, om at stå frem og kontakte os, lyder opfordringen fra Kent Midtgaard Hansen.

Politibetjenten har det efter omstændighederne godt, og han slipper for varige men.