Politiaktion mod bordeller
En mand og tre kvinder blev anholdt, da politiet slog til mod prostitutionsmiljøet i Århus.
En mand og tre kvinder blev onsdag anholdt, da politiet slog til mod prostitutionsmiljøet i Århus og foretog ransagning på fem adresser.
Blandt de anholdte er en 62-årig mand, der ifølge politiet står bag flere bordeller i Midtjylland. Desuden blev en 45-årig lettisk kvinde anholdt og sigtet for medvirken til rufferi samt ulovligt arbejde.
De to sidste anholdte var en 29-årig lettisk kvinde og en 42-årig kvinde fra Rusland, der begge sigtes for ulovligt arbejde. Alle fire fremstilles torsdag i grundlovsforhør.
Onsdagens aktion kom efter, at politi og SKAT i en task force gennem længere tid har efterforsket prostitutionsmiljøet i Midtjylland. Ved aktionen deltog desuden projektet Prostitution/Kvindehandel i Århus i samarbejde med Pro-Center Århus og Reden Stop Kvindehandel.
/ritzau/