Politi tvang fodboldfans til at strippe offentligt

Inden opgøret mod AGF i Århus blev FCK-fans efter eget udsagn tvunget til at strippe og derefter hive op i penis og testikler.

Omkring 175 fodboldfans af FCK blev søndag eftermiddag beordret du af deres busser for at blive visiteret. En stor del af dem blev tvunget til at tage tøjet helt af - midt i det fri.

Mange af fansene klager nu over behandlingen, som fandt sted forud for opgøret mellem AGF og FCK i Århus. En af dem er Andreas Jensen. Han blev sammen med de andre fodboldfans gennet ud af bussen og først visiteret uden på tøjet.

- Da vi er færdige med det, beder de os tage bukserne og boxershortsene af. Da vi har gjort det, beder de en om at hive op i penis og testikler, siger Andreas Jensen til DR Nyheder.

Andreas Jensen protesterede mod behandlingen.

- Det var ret chokerende at opleve. Man spørger om det ikke er ulovligt, men får at vide, at hvis man har lyst til at se fodbold i dag, så har man at gøre, hvad der bliver sagt.

Radioavisen har været i kontakt med fire fans, der alle blev beordret til at tage tøjet af. Og vicepolitiinspektør hos Østjyllands politi Søren Urup bekræfter, at hovedparten af de 175 blev bedt om at tage alt tøjet af. Men han siger, at der ikke var nogen, der kunne se, hvad der foregik.

- Der flere hundrede meter hen til de fodboldbaner, så vi har skønnet, at det var en helt i orden måde at gøre det på, siger Søren Urup til DR Nyheder

Andreas Jensen afviser, at det foregik et afsides sted. Og på fodboldbanerne var der kamp i gang.

- Banerne var hegnet ind, men det var trådhegn, så de kunne sagens se, hvad der foregik.

Ifølge vicepolitiinspektør Søren Urup ved Østjyllands Politi - så fandt politiet ikke noget i bukserne på fodboldfansene, men der blev fundet en mindre mængde hash, amfetamin og røgbomber i nogle af busserne.

Han kan ikke oplyse den den præcise mængde. Men Radioavisen erfarer, at der var tale om seks gram hash og et gram amfetamin.