Politi: Stille start på Smukfest
Et par håndfulde sigtelser for stoffer og tyveri er status indtil videre
I dag begynder det officielle musikprogram til dette års Smukfest i bøgeskoven i Skandeborg.
Allerede i søndags tog flere tusinde, ivrige festivalgængere dog forskud på festlighederne og stormede teltpladsen i håbet om at få en god plads.
Se også: Her åbner Smukfest teltpladsen
Det store opbud af festglade folk har opført sig pænt indtil videre, lyder status fra leder af lokalpolitiet i Skanderborg, Andreas Bryld Hansen:
- Det har været meget stille og roligt, siger han til tv2oj.dk.
- Vi har kun fået to anmeldelser om tyveri det seneste døgns tid.
Lokalpolitiet i Skanderborg forventer dog, at der kan blive mere travlt fra i dag, når festivalen bliver skudt i gang, og hvor endnu flere festglade folk strømmer til.
Amfetamin i rygsæk
Mandag var den travleste dag, hvor politiet sigtede 12 personer for besiddelse af stoffer som hash, kokain, skunk og amfetamin.
Se også: Roligste festival i 25 år
En af dem var en ung mand fra Vestjylland, som forsøgte ubemærket at snige fire gram amfetamin ind på festivalområdet
- Han havde sendt sine ejendele med nogle kammerater til festivalen, og så kom vores hund forbi og fandt det i en rygsæk, siger Andreas Bryld Hansen.
Den vestjyske mand fik, udover en bøde, også annulleret sin billet til festivalen. Resten af de sigtede kunne nøjes med en bøde.