Politi-smøl redder tyv fra fængsel
25-årig tyv og hæler fra Odder slipper for fængsel, fordi politiets jurister har brugt for lang tid på at få hans sag i retten.
En langfingret 25-årig buschauffør kunne mandag ånde lettet op, da dommerne i Vestre Landsret var færdige med at votere.
Manden var i byretten idømt 60 dages fængsel for at stjæle og videresælge klippekort, da han forrige år var ansat som buschauffør i Odder, men i landsretten blev det lavet om til en
betinget dom.
Den 25-årige har hele vejen igennem erkendt tyveriet og videresalget, som angiveligt gjorde ham 10.000 kr. rigere. Alligevel gik der halvandet år, før sagen kom for i byretten og siden hen i landsretten.
- Vi er meget tilfredse med afgørelsen, siger hans forsvarer Niels Christian Strauss, der forklarer, at dommerne lagde politiets langsommelighed til grund for, at hans klient slap for
fængsel.
- Det er altså også lang tid at vente halvandet år med at komme for retten i en tilståelsessag, siger han.
Den betingede dom over den 25-årige lyder på tre måneders fængsel.