Politi skal lære af Aarhus-demo
Den yderste højre- og venstrefløj på gaden samme dag
De erfaringer, som politiet får, når Aarhus 31. marts lægger jord til både en antimuslimsk demonstration og en moddemonstration, skal komme resten af Europa til gode.
For politifolk og forskere fra flere europæiske lande kommer til Aarhus for at observere, hvordan Østjyllands Politi håndterer situationen, fortæller DR Østjylland.
Den yderste højrefløjs og venstrefløjens demonstrationer er nemlig en politimæssig udfordring i hele Europa. Og derfor kommer blandt andre professor på politiakademiet i Holland Otto Adang til Aarhus.
- Vi forsøger at identificere, hvad der virker. Hvad der er god praktik. Hvad forebygger vold og beskytter samtidig demonstrationsfriheden. Det er en udfordring i hele Europa at balance det. Det er svært at undersøge, for man kan ikke lave øvelser eller eksperimenter. Derfor må vi se på de praktiske erfaringer, forklarer han.
Ikke første gang
Det er første gang, at Danmark får besøg af politiobservatørerne i civil, men ingredienserne til et interessant studie er til stede 31. marts i Aarhus.
- Meget er på spil, når to så forskellige gruppe demonstrerer samtidig. Mange lande står med de problemer, der kan opstå, når man har ret til at demonstrere og ytre sig, og at det samtidig skal være sikkert for alle, forklarer Otto Adang.
Observatørerne er en del af EU-projektet GODIAC, og formålet er at finde ud af, hvordan politi med dialog og kommunikation bedst muligt kan opretholde ro og sikkerhed ved demonstrationerne.
Politiinspektør Morten Anker Jensen fra Østjyllands Politi er godt tilfreds med besøget.
- Det kan hurtigt blive stereotypt, når vi kigger på os selv. Nu får vi andre øjne på og pointer, vi kan bruge i vores videre arbejde med demonstrationer, store menneskemængder og fodboldfans, forklarer han til DR Østjylland.
Kilde: DR Østjylland