Politi skærper beredskab når Aarhus trækker i festtøjet

Østjyllands Politi er talstærkt til stede, når Aarhus lørdag fejrer åbningen som europæisk kulturhovedstad

Det kommer ikke til at gå stille af, når Aarhus lørdag aften officielt bliver europæisk kulturhovedstad.

Begivenheden vurderes at kunne samle op mod 60.000 mennesker i gaderne, når den udendørs åbningsceremoni går i gang lørdag klokken 19.

Det får Østjyllands Politi til at skærpe beredskabet, lyder det fra chefpolitiinspektør Klaus Arboe Rasmussen.

- Vi planlægger vores indsats sammen med arrangører, samarbejdspartnere og Politiets Efterretningstjeneste (PET), siger Klaus Arboe Rasmussen. 

Læs også Også i Silkeborg er man klar til Aarhus 2017

Han siger, at politiet er meget opmærksom på de angreb, der har fundet sted den seneste tid rundtom i Europa.

- Vi kigger på de scenarier, der har udspillet sig i Europa den seneste tid. Og så følger vi de anbefalinger, vi får fra PET, siger Klaus Arboe Rasmussen.

Chefpolitiinspektøren vil ikke ud med, hvor mange betjente der er på vagt lørdag aften i den jyske hovedstad.

Men det er betydeligt flere end på en normal lørdag aften, bekræfter han.

Østjyllands Politi har ifølge chefpolitiinspektøren ingen grund til at tro, at et angreb skulle være under opsejling lørdag aften.

- Vi har ikke nogen umiddelbar indikation på, at der sker noget. Men vi forsøger hele tiden at forberede os på, hvad der kunne ske, siger Klaus Arboe Rasmussen. 

Læs også Lørdag kommer der ekstra lys på cyklerne

Indgår det i jeres overvejelser at stille betonklodser frem, så lastbiler ikke kan påkøre en folkemængde?

- Jeg kan ikke komme ind på, hvad vi gør konkret.

- Nu går det i gang på lørdag, og vi forventer, det bliver et flot og et festligt arrangement. Det er det, vi arbejder hen imod, siger Klaus Arboe Rasmussen.

Lørdag eftermiddag klokken 17.30 begynder den officielle del af åbningen. Det sker med taler, musik og underholdning i Musikhuset i Aarhus.

Læs også Campingvogne med damer på taget er på vej til Aarhus

Denne del af festen er dog forbeholdt en lukket kreds af VIP-gæster, heriblandt dronning Margrethe, statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og kulturminister Mette Bock (LA).

Klokken 19 går startskuddet til den folkelige del af åbningen, når et optog med tusindvis af mennesker bevæger sig gennem Aarhus' gader.

Åbningen kulminerer med et lyd- og lysshow samt et festfyrværkeri klokken 21.

FAKTA: Sådan skydes kulturhovedstaden i gang i Aarhus

Et spektakulært åbningsshow venter lørdag, når Aarhus fejrer åbningen som europæisk kulturhovedstad

Lørdag markeres åbningen af Aarhus som europæisk kulturhovedstad i 2017. Læs om åbningen her.
  • Den folkelige del af åbningsceremonien finder sted klokken 19, når tusindvis af frivillige og 1000 korsangere går i procession fra Musikhuset forbi rådhus og banegård og mod havnen.
  • Med sig har de 5000 lanterner, som er dekoreret med tegninger, håb og ønsker for fremtiden.
  • Derudover bærer de frivillige seks 10-12 meter lange vikingeskibe.
  • Vikingeskibene er udsmykket med inskriptioner fra Jellingstenene og lastet med symboler på værdier som frihed og velfærd.
  • Skibene er udstyret med højttalere og LED-lys, og skibenes sejl fungerer som lærreder, hvor publikum kan følge optoget og forskellige visuelle fortællinger.
  • Ved Mindet på havnen kulminerer showet med et lyd- og lysshow samt et festfyrværkeri frem mod klokken 21.
  • Den britiske teater- og eventinstruktør Nigel Jamieson står bag åbningsceremonien. Han stod for åbningsceremonien, da Liverpool blev europæisk kulturhovedstad i 2008, og havde også en finger med i spillet ved åbningen af de Olympiske Lege i Sydney i 2000.
     
Kilde: Aarhus 2017