Politi siger nej til visitationszoner
Mens etaten i København og Odense massevisiterer, afviser Østjyllands Politi at gøre brug af metoden.
Store våbenfund og flere skudepisoder får ikke Østjyllands Politi til at ændre praksis og indføre visitationszoner. Politiet i både København og Odense mener ellers, at zonerne er med til at forhindre mange våben i nattelivet.
- I Østjylland er kampens parter indtil videre rimeligt klart definerede grupper eller bander. Og de bevæger sig rundt i hele politikredsen, derfor giver det ikke megen mening at lave visitationszoner i Århus, forklarer John Jacobsen, der er chefpolitiinspektør i Østjyllands Politi, til JP Århus.
John Jacobsen forklarer videre, at man har fokus på banderne, og at politiet er meget offensive i forhold til at holde øje med potentielle kriminelle og visitere dem.