Politi ruster sig til Randers FC-HSV
Når tyske HSV torsdag gæster Randers, er Østjyllands Politi klar til eventuel ballade med tyske hooligans.
Hamburger SV skal møde Randers FC i tredje kvalifikationsrunde af Europa League, den turnering som tidligere var kendt som UEFA-cuppen. Et storhold som HSV har mange fans, og ikke alle er lige fredelige.
- Vi er i tæt dialog med både Randers FC, Hamburger SV og politiet i Hamborg, og er opmærksomme på, at der kan opstå problemer. Hamburger SV har desværre nogle grupperinger, der kan være trælse at have med at gøre, fortæller chefpolitiinspektør ved Østjyllands Politi, Bent Preben Nielsen, til Randers Amtsavis.
Der bliver kun solgt cirka 350 billetter til de tyske fans, og det kan blive et problem, mener Bent Preben Nielsen.
- Hvis der kommer en stor flok, der tror, de skal på stadion, men som ikke kan komme ind. Hvis det sker, håber vi at kunne finde en løsning med noget storskærm i nærheden af stadion, så vi kan få dem nogenlunde samlet. Så er det altid meget lettere at have kontrol over, end hvis de bliver spredt rundt i byen.
TV 2 | ØSTJYLLAND har meget mere om kampen i vores nyhedsudsendelse klokken 19.30.