Politi-razzia ved skolestart
Politiet er talstærkt til stede i det østjyske for at sikre, at børnene kommer sikkert i skole
Der bliver holdt ekstra øje med bilisterne tæt på Østjyllands skoler i disse dage.
Skolerne er åbne igen, og politiet vil gerne sikre, at der ikke er nogen, der kører for stærkt tæt på de børnefyldte områder.
Onsdag var Østjyllands Politi eksempelvis til stede ved Søften.
- Skolen er startet, og vi kører skolekampagne over tre uger, og vi kan godt finde på at gøre det igen senere på året. Vi vil gerne have, at børnene kommer sikkert i skole, siger Michael Larsen, der er politikommissær hos Østjyllands Færdselspoliti.
Der røg også tidligt nogle syndere i nettet.
- Vi har skrevet tre for at køre for stærkt omkring en skole, og det er jo det, vi skal prøve at undgå, siger han.
Men trods bøderne oplever politiet, at der bliver taget pænt imod deres tilstedeværelse.
- Folk anerkender det, vi gør. De, der kører for stærkt beklager også altid. Der er ikke nogen, der skælder ud - det oplever vi meget sjældent, siger Michael Larsen.
Se et længere interview i videoen øverst i artiklen.