Politi: Pas på med at kramme
Mand fik stjålet pung efter omfavnelse
Det kan blive en dyr affære at kramme folk, man ikke kender. Det fandt en 24-årig mand fra Aarhus ud af søndag morgen.
Klokken 5.30 var manden på vej hjem fra byen og slog vejen forbi en butik for at købe en shawarma. Her var også to andre unge mænd til stede.
- Det er overvejende sandsynligt, at hans pinkode blev afluret af de to unge mænd, da han ville betale for shawarmaen, siger politikommissær Mogens Brøndum fra Østjyllands Politi til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Da den 24-årige mand gik væk fra butikken faldt han i snak med de to unge mænd, som fulgtes med ham hen ad Rosensgade. Mændene omfavnede flere gange den 24-årige mand og deres veje skiltes herefter.
Manden opdagede ikke noget usædvanligt ved episoden, men da han senere på dagen skulle ud at handle, var hans pung blevet stjålet.
- Vi ser det gentagne gange, at især unge bliver bestjålet i forbindelse med en krammer. Man skal ikke lade sig omfavne i bybilledet, fordi folk vil ofte vil tæt nok på til at stjæle pung eller penge, siger politikommissær Mogens Brøndum fra Østjyllands Politi til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Signalement af tyve
Den ene mand beskrives som cirka 20-25 år, mellemøstlig af udseende, 180-185 centimeter høj, almindelig af bygning og brun i huden. Han havde sort, kort hår og talte dansk. Han var iført en blå jakke af mærket Hägloffs.
Den anden mand beskrives som 20-25 år, mellemøstlig af udseende, 180-185 centimeter høj, almindelig af bygning og brun i huden. Han havde sort, karseklippet hår og talte dansk. Hanvar iført en hvid trøje, muligt med rullekrave, og en sort dynevest.
Hvis du har set de to mænd eller har andre spor i sagen kan Østjyllands Politi kontaktes på tlf. 114.