Politi øger bemanding
Ekstra patruljer sættes ind i juledagene
Østjyllands Politi øger bemandingen i juledagene for at kunne sætte ekstra ind over for indbrud i private hjem.
Julen er højsæson for indbrud, og overalt i Østjylland vil tusindvis af hjem ligge øde hen i juledagene - lige til at gå til for indbrudstyvene.
Men også politiet vil være at finde på de mørke villaveje, og den 24., 25. og 26. december vil der møde ekstra patruljer ind, der kun vil få til opgave at koncentrere sig om juleindbruddene.
- Vi ved jo, at indbrudstyvene er ekstra aktive i juledagene, så det er vi selvfølgelig også. Vi vil sørge for en øget patruljering i boligområderne og have øjne og øre åbne over for eventuelle ubudne gæster, siger vicepolitiinspektør Jesper Bøjgaard Madsen, der står i spidsen for Østjyllands Politis særlige indbrudsstab.
Hold tyven ude
Men uanset hvor mange ekstra patruljer politiet sætter på gaden, så vil der altid være en risiko for at få ubudne gæster. Derfor opfordrer leder af Østjyllands Politis kriminalpræventive sektion, politikommissær Allan Aarslev, østjyderne til at indbrudssikre deres hus, inden de rejser på juleferie.
- Det bedste middel mod indbrudstyve er at give dem svære arbejdsvilkår. Det kan man blandt andet gøre ved at sikre sine døre og vinduer med gode låse og sikringsbeslag - tyve bryder sig nemlig ikke om at skulle bruge alt for lang tid på at komme ind og ud af huset, siger han.
Tænd lyset
Et andet godt råd er at sørge for, at huset ikke ser tomt ud. Det kan man for eksempel gøre ved at installere tænd/sluk-belysning eller ved at alliere sig med sine naboer.
- Det gode gamle nabohjælps-koncept er netop blevet relanceret - og det virker stadig! For tyvene bryder sig ikke om, at der bliver holdt øje med dem, siger politikommissær Allan Aarslev.
Man kan for eksempel hjælpe sin nabo ved at lægge affald i naboens skraldespand eller parkere sin bil i naboens carport, og på den måde få det til at se ud som om, der er nogen hjemme.