Politi leder ikke længere efter Nick: Vi har brug for nye spor

Østjyllands Politi sender ikke flere betjente på gaden i eftersøgningen af den 24-årige Nick Langkjær Hansen

Foto: Privatfoto / Google Street View

Det er nu 12 dage siden, at Nick Langkjær Hansen fra Horsens forsvandt under en bytur i Aarhus.

Østjyllands Politi og brandvæsnet har flere gange haft dykkere i åen, både i vandet og betjente med hunde i gaderne for at lede efter spor, som kan være med til at give svar på, hvad der er sket den 24-årige mand.

Læs også Nye spor efter forsvundne Nick: Fanget på overvågning

Fordi eftersøgningen ikke har bragt noget nyt med sig, har Østjyllands Politi nu for en stund indstillet den aktive jagt, oplyser politiassistent Marianne Morgen til TV 2 | ØSTJYLLAND: 

- Hvis vi får en oplysning om, hvor han kan være set henne eller andet, der kan hjælpe os, så sender vi folk ud at lede, men indtil da koncentrerer vi os om at undersøge blandt andet videoovervågning, siger hun og uddyber om fremgangsmåden:

- Vi har gået flere ruter fra McDonald's og hen til Tøndergade, hvor han skulle sove hos en ven, og også mod banegården, hvor han kan have taget toget mod Horsens. Det ved vi ikke. På ruten har vi så fået indhentet videoovervågning fra kameraer, der peger ud mod gaden. 

Nick Langkjær Hansen var kl. 05.23 søndag morgen på McDonald's på Immervad. Da han forlod butikken svingede han til venstre  og ned mod Magasin. Foto: Google Maps

Det sidste sted Nick Langkjær Hansen er set, er på McDonald's på Storetorv i Aarhus, hvor han er spottet på videoovervågning kl. 5.23 søndag den 29. januar. På videoen kan man ifølge politiet se, at han efter besøget går til venstre ud af restauranten mod Magasin.

Her stopper alle spor af den unge horsensianer. Inden da havde han været på baren Hekkenfeldt sammen med en gruppe venner.

Også den frivillige forening Missing People har haft folk på gaden for at lede efter Nick Langkjær Hansen. Mellem 50 og 150 frivillige har af flere omgange gennemsøgt området omkring forsvindingsstedet. 

Nick Langkjær Hansen skulle efter planen have sovet hos en kammerat i Tøndergade Foto: Google Maps

Indsatsleder hos Missing People, Vivian Eriksen, fortæller, at foreningen - ligesom politiet - ikke er på gaden hver dag.

- Lige nu undersøger vi nogle ting sammen med familien. Det er kun vores indsatsteam der gør der. Hvis vi får nye spor, sender vi folk ud og afsøger, siger Vivian Eriksen og understreger, at Missing People samarbejder med politiet om eftersøgningen.

Missing People er løbende i kontakt med Nick Langkjær Hansens familie og handler udelukkende ud fra aftale med dem. 

Hvis man har oplysninger omkring Nick Langkjær Hansen, kan Østjyllands Politi kontaktes på tlf. 114.