Politi jagter to bankrøvere
32-årig fængslet for røveri i Hadsten
En 32-årig mand, der mistænkes for at have deltaget i et bankrøveri onsdag mod Nordea i Hadsten ved Aarhus, blev torsdag efter et grundlovsforhør ved Retten i Aarhus varetægtsfængslet i fire uger.
Manden kærede fængslingen til Vestre Landsret.
Grundlovsforhøret fandt sted for lukkede døre, fordi politiet fortsat leder efter to medgerningsmænd, der er på fri fod.
Den 32-årige blev anholdt onsdag, og Østjyllands Politi har også fundet en rød BMW, som menes at være brugt ved røveriet.
Bilen var forsynet med stjålne nummerplader med registreringsnummeret CG 33900. Politiet vil gerne i kontakt med folk, der har set bilen i området omkring Sabro, Hammel eller Hadsten i dagene op til røveriet eller efter røveriet.
Røveriet i Nordea-filialen, der ligger på Østergade i Hadsten, fandt sted onsdag morgen klokken et par minutter i ni.
Iført mørke dragter smed to mænd en flise mod bankens rude og ryddede glasskårene væk med et koben, hvorefter de trængte ind i banken og tilegnede sig en plastkasse med et større beløb i dansk og udenlandsk valuta.
Herefter løb de to røvere hen til BMW'en, hvor en tredje mand var parat til at trykke på speederen og forsvinde fra stedet.